Personal image

Line Mette Andrup

Første gangs opstillet til kommunalvalg.


Hejsa
Jeg er ny kandidat til vores byrådsgruppe og, jeg ønsker at opstille, fordi jeg gerne vil arbejde for fællesskabet, de forskellige foreninger og kommunens borgere.
Historien om mig består selvfølgelig af flere dele. I mit arbejdsliv startede jeg som rengøringsassistent og eftermiddags-/aftenvagt i en smørrebrødsforretning, medens jeg stadig gik i folkeskole. Derefter tog jeg 15 år som isenkræmmer skarpt fulgt af 15 år som revisorassistent – nogle af årene dog samtidig. I dag arbejder jeg på kirkekontor med de administrative opgaver og har ved siden af en lille virksomhed, hvor jeg hjælper mindre virksomheder med deres administrative opgaver, så de kan have fokus på deres kernekompetencer. Af uddannelse er jeg Salgsassistent og Markedsføringsøkonom.
I min fritid er jeg frivillig i Røde Kors som aktivitetsleder for et familienetværk, der mødes 2 gange om måneden til hhv aktivitet/spisning og sammen tager vi på ferielejr hvert år i juli. Jeg sidder i bestyrelsen for LSI Gymnastik, hvor jeg administrerer trænernes timer, er med til vores medlemsarrangementer, afholder trænermøder og deltager til Zumba en gang om ugen. I mange år har jeg også været FDF’er - aktiv fra 1989 til 2016, hvor jeg som leder har været alle aldersgrupper igennem, været kasserer i 11 år og været med på adskillige lejrture.
Gennemgående for alle foreningerne er det stærke fællesskab og når man giver en hånd eller lægger et øre til hist og her, får man lov til at se mennesker glædes og udvikle sig.
I den private del har jeg også nået en del.. mor til min nu voksne datter, gift, skilt, moster, gudmor, fadder og i de 37 af mine leveår har jeg haft bopæl i Smørum – dog på 6 forskellige matrikler…
Min politiske erfaring kommer fra arbejdet i forskellige bestyrelser og foreninger samt arbejdet og uddannelsen som Tillidsrepræsentant HK/ DHS.
De seneste 2 år har jeg været suppleant til bestyrelsen i vores egen partiforening og deltaget i de fleste møder og arrangementer.