Personal image

Henriette Thirup-Bielefeldt


Politiske poster
Formand for børn og unge udvalget
Medlem af social og sundhedsudvalget

Lidt om mig
Jeg er 40 år, gift med Stefan på 10. år. Tilsammen har vi fire børn: Lilje, Malias, Alexander og Melissa. Vi har boet i Ølstykke siden 2009. Jeg er opvokset i Veksø, som vi flyttede til fra Falster, da jeg var omkring 10 år.
Jeg er a-kasseleder i Teknikernes A-kasse. Jeg har til daglig et tæt samarbejde med formændene i faglig afdeling i Hillerød, Ringsted og København. At hjælpe medlemmer med at få hverdagen til at hænge sammen efter endt uddannelse eller arbejdsforhold giver stor tilfredshed.
Jeg har altid været den, der hjalp der hvor der var brug for det, og I mange år var jeg TR på min arbejdsplads. Det kunne jeg ikke længere være da jeg blev leder. Energien skulle derfor bruges et andet sted – det sammensat med at jeg ikke var tilfreds med tingenes tilstand i Egedal Kommune var med til, at jeg tog næste skridt og gik mere aktivt ind i politik.
Dette er min første periode i Egedal Byråd. Jeg stillede op til valget, fordi Egedal Kommune efter min opfattelse ikke havde deres prioriteringer i orden. Egedal har brug for politikere, der kan og vil tage de rigtige beslutninger. Det er mit håb, at jeg kan påvirke kommunens politik i en mere social retning – i en socialdemokratisk retning.

Politiske emner jeg gik på valg for:

Børn og unge
Der skal være råderum i kommunen, så både børnene og de ansatte har ordentlige forhold i kommunens institutioner og skoler. Vi er en pendler-kommune, hvilket skal tages i betragtning ved pladsanvisningen af børn, så familien kan få hverdagen til at gå op. Jeg har været med til at stemme for, at der skal ske store ændringer på skoleområdet, med 2 skolelukninger. Der er sat mange midler af til nye læringsmiljøer og en flot ny institution. Der er ekstra fokus på arbejdsmiljøet for de ansatte.

Social og Sundhed
Alle borgere skal behandles med respekt og ingen skal leve et uværdigt liv. Der skal være plads til alle, og de, der har brug for hjælp, skal have hjælp. Der bygges nye plejeboliger i det nye område ”Egedal by” – mange af beboerne får udsigt til grønne områder og en sø. Det bliver et område med liv, da andre Egedal borgere kommer til at bo dør om dør med det nye plejecenter. Det bliver rigtigt godt. Der skal mere fokus på borgere med en psykisk lidelse, og der skal mere plejepersonale på vores bosteder – så vi er langt fra det jeg opfatter som acceptabelt.

Byplanlægning og lokalsamfund
Jeg vil arbejde for at de lokale samfund har samme muligheder som de større byer i kommunen – det skal være attraktivt at bo i de lokale samfund, og de må derfor ikke overses. Det skal vores byplanlægning også afspejle.